Julebazar og afskedsmiddag med familien Viet….

Om søndagen inden vi forlod Hanoi var vi til Julebazar med alle ambassader i Vietnam til fordel for velgørenhed… Allan, Louise og jeg havde for lang tif siden lovet at hjælpe til og vi skulle alle tre stå i madbod fra om morgenen af…. Vi skulle sælge øl, og hjemmelavet rugbrød med frikadeller, rødbeder, syltede agurker og leverpostej… Ja prøv lige at skyd mig i armen med noget lækkert…. Hold da op det var svært at holde fingrene fra… Og det gik da også rigtig godt, der var mange gæster i øbet af de par timer vi stod i bod og tiden gik bare stærkt…. Inden vi fik set os om var klokken 12 og der var næsten ikke mere mad tilbage… Så helt skidt kan det da ikke have gået…. Vi gik rundt og så os om på pladsen og så de andres boder…. Der var rigtig mange forskellige ting og rigtig mange lækre madvarer… Mange lande lavede mad fra deres hjemland og der var en masse duftindtryk over det hele… Der var bare rigtig mange mennesker så det var svært at komme rundt… Der var ca. 6500 på hele dagen, men folk var glade og gik rundt og kiggede på alle boderne rundt omkring….  Eftersom vi skulle forlade Hanoi dagen efter havde vi ret travlt, da vi skulle nå at pakke det sidste færdig og vi skulle ud og spise med familien Viet som aftenen…. Så vi sagde farvel til nogle af de dejlige mennesker vi har mødt i vores tid i Hanoi.. det var lidt svært at sige farvel.. Det er jo blevet ens andet hjem…. En god nyhed var dog da vi fik at vide at den danske bod var den der havde solgt for mest og derfor var med til at samle mange gode penge ind til Womens club Hanoi som så deler penge ud til projekter med børn af forskellig art….

 

 

Efter en lille lur var det blevet tid til afskedsmiddag med familien Viet.. vi havde inviteret dem på en restaurant som er rigtig god, om som ikke ligger så langt fra huset…. Vi var 10 mennesker, og vi fik bestilt en masse mad som vi på bedste vietnamesiske stil delte…. Det var rigtig hyggeligt og vi snakkede om situationen i Bangkok med lufthavnen og hvordan det påvirker folk og hvor megt det koster landet pr. dag osv… Vi fik snakket om en masse forskellige ting og det var rigtigt rart at være ude en sidste gang, men det er nu svært med alle de farveller man skal gøre på så kort tid…. Men vi fik alle et smukt maleri hver hvor de havde skrevet at de ønskede os held og lykke på vores vej og at de håbede alt vel fremover for os….. de var rigtig fine og vi passer rigtig god på dem…

 

Men vi fik sagt farvel til familien og gik derefter alle videre…. Da klokken var alt for mange i forhold til hvornår jeg skulle op sagde vi på gensyn til hinanden… Allan og jeg skulle rejse dagen efter ned til Dalat i det sydlige Vietnam, mens de to andre skulle deres egne veje…. Så det var endnu et trist farvel, men heldigvis mere et på gensyn da vi regner med at vi skal se de to piger igen når vi kommer hjem…. Men trist var det….

Sidste dag…

Den sidste dag på Sao Mai var langt fra perfekt fordi den startede med at jeg vågnede med nogle maveinfluenza af en slags som havde startet dagen før og jeg brugte et par timer på at kaste mavesyre op…. Det var ikke særligt rart og hver gang jeg fik noget indenbords, så måtte det op igen…. Men jeg ville ud og sige farvel til mine børn og til mine lærerinder, så Allan og jeg fandt en taxa og kom derud… Dog ikke helt smertefrit… Men jeg kom op og sagde farvel på kontoret og sagde farvel til de andre der skulle siges farvel til, inden vi gik ned i klassen og skulle dele lidt slik og andre søde sager ud til børnene…. Mine lærerinder så meget bekymret på mig og spurgte om jeg var okay… Jeg sagde bare at jeg stadig ikke havde det godt.. men det var nemt at se på mig.. Jeg lignede bogstaveligt talt noget der var løgn… Men vi fik delt slik og kager ud på nogle fade… Og så kom der ellers lærerinder fra alle steder ind i klassen og skulle smage.. hehe… Det var lidt sjovt…. Men dejligt at der ikke skal mere tik at gøre dem glade…. Min unger var helt vilde med OREOS med chokoladefyld og et par af dem lærte hurtigt at skille kiksene fra hinanden og slikke chokoladen ud….  Det var nu ret sjovt og noget værre griseri, og efter 5 min lignede fadene med godter noget knapt så lækkert,,. 15 små grisede børnefingre der slikker på noget og lægger det tilbage… Det er knapt så hygiejnisk… og ikke godt for kvalmelignende symptomer kan jeg godt sige… Men jeg fik givet mine gaver til lærerinder.. Jeg havde købt en perlehalskæde med øreringe og armbånd til dem hver… Jeg tror de blev glade for det.. de sagde i hvert fald mange tak….

 

Til sidst var jeg nødt til at gå, da jeg desværre ikke fik det meget bedre og fik sagt farvel til mine børn og var rundt og gie dem knus… Det var ikke helt nemt at sige farvel… og det var ligeså svært at sige farvel til lærerinderne der næsten ikke ville give slip.. de sagde at de ville savne mig meget  og  ”love you”… og at jeg skulle komme tilbage og besøge dem….. Puha… Ja så var jeg da ved at tude… Det var da ikke til at bære….. Og var nødt til at gå for ikke at komme til at tude…. Det var sgu svært.. og det havde jeg ikke rigtigt regnet med…. Men det har været en skøn oplevelse på godt og ondt…. Og jeg vil se tilbage på min tid på Sao Mai og huske de gode tider, mine dejlige børn og mine skønne  lærerinder…

Farvelfest på Sao Mai…

Om tirsdagen i min/vores sidste uge på Sao Mai, blev der holdt afskedsfest for os….  Den blev holdt i frokost pausen og vores lærerinder og Dr. Lan, Peter, Phoung og en enkelt frivillig mere deltog i festlighederne…. Det startede meget stille og roligt med at vi fik ganske almindelig mad som vi plejer til frokost… Vi havde til lejligheden indkøbt kage og frugt til dessert… Under maden sagde Dr. Lan tak for den tid vi har været her og de havde været glade for os osv… Det var rigtig sødt og vi fik hver et fint tørklæde af hende… Bagefter fortalte vi at vi havde været rigtig glade for at være på Sao Mai og at vi aldrig ville glemme dem og den oplevelse det har været at være her…

Det var virelig ingen underdrivelse fra min side… Jeg kommer aldrig til at glemme min tid på Sao Mai… jeg har gennemlevet alle følelsesregistre som findes og har haft svære tide og gode tider….

 

Efter vi havde spist kage og frugt gik Dr. Lan op på kontoret igen og så kom der ellers lidt mere gang i lærerinderne.. Så skulle vi synge danske sange for dem og de sang for os…. Og så skulle vi for at fejre den juletid vi er i synge en julesang på engelsk for dem…. Det var rigtig hyggeligt og det var dejligt at tilbringe lidt tid med lærerinderne på en meget afslappet måde…

 

 

Efter frokost fik vi vores anbefalinger af Phoung… De var rigtig pæne og jeg blev rigtig glad for de pæne ord vi fik med på vejen…..

 

Forinden havde mine lærerinder givet mig deres afskedsgave og et rigtig fint kort, som godt nok stod på vietnamesisk, men de fik en til at oversætte det for mig… Der stod at de ønskede migheld og lykke på min vej frem og de aldrig ville glemme mig og at de håbede at jeg aldrig ville glemme dem…

 

Det var rigtig sødt… Jeg fik en fin lille lilla toilet/make-up taske, en stor taske til skulderen og en lækkert tørklæde som jeg er helt vild med…. Det er godt nok flot…. Jeg blev rigtig glad og der blev givet knus til højre og venstre…. Det var lidt trist for jeg holder utroligt meget af mine lærerinder.. De er rigtig dejlige mennesker, som til tider har rigtig svære arbejdsbetingelser…. Så det var svært ikke at blive helt sentimental og rørt over deres imødekommenhed over for mig… Det vil jeg aldrig glemme dem for…

Billeder fra at børnene får LEGO….

Min mor arrangerer legoklodserne....

 

Louise og Dr. Lan med Legoen....

 

 

Mine børn har lige fået legoet.. og de kan ikke vente med at lege..

 

Klassen overfor får Lego, og drengen er ved at flå det ud af hånden på lærerinden.. hehe

 

Klassen ved siden af fik klodser... De takkede mange mange gange...g så meget glade og overraskede ud og den kæmpe gave...

 

Saras børn var også meget glade og kastede sig over legoet...

 

Klassen længest nede af gangen så også ud til at blive rigtig glade...

 

Downssyndromklassen´var HELT vilde med legoet og der gik ikke længe før det var ud over gulvet...

 

I mun klasse var børnene i fuld gang med at lege...

 

Baljen kunne også bruges til at lege med...

 

Og der blev da også leget lidt med hinanden..

 

Wroom wroom... Biler er nu engang det bedste der findes...

Lego til Sao mai… KÆMPE TAK TIL LEGO OG HEMMINGSENS SHIPPING!!!

Inden mine forældre tog herned for at besøge os, skrev min mor et brev til LEGO Danmark for at høre om de var interesseret i at give lidt legetøj til børnene på Sao Mai… Hun skriver at jeg (hendes datter) er i praktik hernede og hvordan det er med at børnene ikke har særligt meget legetøj… Hun havde egentlig ikke regnet med at få noget overhoved og allerhøjest en lille ting, men et par uger inden de rejser herned ringer min mor helt overgearet… Hun er lige kommet hjem fra arbejde og posten ringer på…. Og så får hun udleveret to kæmpe kæmpe kasser med lego…. Og når jeg siger store kasser mener jeg rigtig store…. Der er ca 30-40 kg LEGO som LEGO Danmark gerne vil donere til børnene på Sao Mai… Det er helt vildt og jeg er så glad… Det er jo ikke til at forstå at de har sendt så meget… Det er overvældende men er utrolig glad for børnenes vegne… Nu kan de få noget ordentligt legetøj der ikke går så nemt i stykker….

 

Men eftersom LEGO har været så gavmilde har mine forældre lidt problemer med at få dubloklodserne herned…. Heldigvis arbejder min far for et firma der sender rigtig mange pakker af sted hver dag, og han forhører sig om situationen og der er et firma der hedder Hemmingsens shipping der er så søde at sponsorere transporten herned, og det er absolut ikke billigt!!!

 

Da mine forældre så kom herned prøvede vi at hente legoet, men vi er I Vietnam og nogle gange er det ikke logisk hvad der lige sker og hvordan tingene foregår… Men heldigvis får Louise endelig lov til at få kasserne med LEGO til børnene efter 2 forsøg….

 

Mine forældre køber nogle kæmpe store opvaske-lignende baljer hvor legetøjet kan være i, og så er det ellers at fordele legetøjet mellem 6 klasser… Jeg tror Dr. Lan bliver rigtig glad for alt legetøjet… Lærerinderne virker i hvert fald rigtig rigtig glade, men ikke så glade som børnene som med det samme kaster sig over LEGOET og selvom der er masser til hver stue kommer op at skændes om hvem der skal lege med de blå.. hehe… Men det er rigtig dejligt at se børnene lege med legetøjet og rigtig sidde og hygge og vide at de nu har noget legetøj der rent faktisk er noget værd og ikke går i stykker så let som ingenting…De her børn har fortjent det!!!

 

 

Jeg vil sige en KÆMPE tak tik LEGO Danmark for alt det fine dublo til børnene og HEMMINGSENS SHIPPING for donering af transporten herned… I har gjort nogle børn utrolig glade!!!!

Kulturbeskrivelse- obl. F….

På Sao Mai går man ikke op i religion og det er ikke fremstående nogle steder om det er buhdismen eller katolske børn på stedet… Generelt under hele opholdet har jeg ikke oplevet religion som en ting man går meget op i hernede,.. Man går op i hvem ens forfædre er og hvordan man er som person, men ikke rigtig religion… I et par enkelte taxaer har jeg set der har været Maria figurer, og jeg ha derfor kunne regne ud at de har været katolikker, men det er ellers ikke noget jeg oplever er af meget stor betydning for dem… Jeg går ud fra at børnene på Sao Mai er delt mellem Katolikker og buhdister, men som før skrevet er det ikke noget de går op … En ting de går op i kan være  Ho Shi Mihn… Ham er der en figur af oppe i det store fælleslokale på 4 og engang imellem synger de også sange om ham….

Fordi Sao Mai er en NGO institution og der heldigvis er nogle organisationer der er villige til at sponsore til Sao Mai, så alle sociale klasser har mulighed for at komme på Sao Mai… Desuden er der også udvalg der tager ud til familerne og ser hvor fattige de er, og om de kan betale mindre for at gå på SAo mai…

 

Jeg oplever ikke de store kulturproblematikker på Sao mai, udover at de frivillige og os med vores meget forskellige kulturer oplever de forskelle der er i den ietnamesiske kultur kontra voes egen… Nogle gange kan man godt tale lidt om de foreskelle der er mellem Danmark og her med læreinderne, hvis der er en tolk eller med Phoung på kontoret, men ellers er det mest noget vi snakker om med hinanden… De er ikke specielt lukkede omkring hvordan deres kultur er formet og hvordan vores kultur er. Jeg føler de respekterer mig og den måde jeg tænker og reagerer på, men det er ligeså svært at ændre ting hernede som derhjemme… Kulturen gør meget ved folk og folks tankegang og når man bliver udsat for så store kulturforeskelle lægger man for alvor mærke til det….

 

Der fejres en del højtider på Sao Mai…. Eftersom man kører efter den kinesiske kalender hernede, fejrer de dage som Månedagen og går meget op i at den er hyggelig med musik og mad og arrangementer.. Man fejrer også første skoledag som en festlig begivenhed, hvilket er lidt sjovt da den ligger midt i september og der ikke er forskel fra den ene dag til den anden dag, men man starter et nyt år alligevel. Den bliver fejret lidt på samme måde som månefesten……. To gange om året fejrer man Womensday hvor lærerinderne får blomster af forældrene og giver blomster til ledelsen…De fejrer og teachersday hvor man fejrer læreinderne lidt på samme måde som på womensday…  De fejrer faktisk også jul, hvilket nok mest har noget at gøre med den vestlige indflydelse som alle de frivillige har på stedet…  ellers fejrer de fødselsdage og afslutninger næsten ligesom man gør i Danmark med sang og lidt slik og til afslutning af et barn kommer forældrene også… Det er rigtig hyggeligt….

 

Forældrene har ikke helt samme rolle som de har derhjemme… Eftersom børnene bliver hentet og brunget udeved porten har jeg heller ikke ide om forældrene og mange af forældrene aner heller ikke hvem jeg er… Generelt går de meget op i deres børn hernede, men bare ikke på samme måde som vi er vant til derhjemme..  Men forældrene og lærerinderne snakker sammen ude ved porten og snakker sikkert om hvordan det er gået idag og om der er noget man lige kan være opmærksom på… Det tænker jeg i hvert fald, da læreinderne ved en masse om børnene….. Men ellers inddrages forældrene egentlig ikke, bortset fra de bliver inviteret til nogle workshop hvor de har mulighed for at høre noget om fx Autisme og hvordan man kan arbejde med det som forældre osv…..

 

Som også tidligere beskrevet er det Dr. Lan der er lederen på stedet og tager alle beslutningerne, og da det er en NGO organisation er der ingen der kan bestemme og tage beslutninger på stedet…. Dr. Lan står helt og holdent for hvad børnene skal lære g hvordan det skal foregå… Jeg oplever ikke mange diskusioner på stedet omkring hvordan man gør tingene på… En gang imellem kan lærerinderne godt diskutere med hinanden men i bund og grund gør de som der bliver sagt til dem….. De eneste tidspunkter hvor jeg har oplevet diskusioner er til de workshops vi har været til… Her har vi specifikt bedt lærerinderne om at komme med deres mening og det ehar ikke været helt nemt, men det lykkedes da meget godt til den første workshop… Men ellers er der ikke personalemøder som man kender derhjemme hvor man diskuterer hvordan det går og om man an gøre tingene anderledes.. Man gør lidt hvad der bliver sagt til en og forventet af en, fra ledelsens side… Jeg ved ikke om jeg oplever en tydelig ledelse men det er den i og med at videokameraerne holder øje med læreinderne og de er klar over at ledelsen kan holde øje….

Ellers er kulturen på Sao Mai styret er kulturen i Vietnam, ligesom den er derhjemme….

blomster på væggen…

Så fik jeg edelig hængt blomsterne op… Det har taget lang tid, mest fordi vi hele tiden har fået nye børn nye voksne så jeg har måtte lave blomsterne om et par gange…. Men endelig blev de færdige… Og jeg hængte dem op i klassen til stor begejstring for børnene som var over og pege og på deres billeder og sige deres navne og de andres navne….  Så det var rigtig godt… Og det gav lidt farve i klassen….

men her er et par billeder af blomsterne…..

 

den ene side af væggen....

 

den anden side....

Lidt billeder fra turen til Halong Bay….

mig der venter på bådmanden i Halong bay

Jakob, mor, Allan og far

Jeg lever mig ind i rollen som turist

en grotte i Halon Bay med farvet lys til ære for turisterne

Mig og min mor

så tæt på var vi på en abe

baby-abe

Aben var sulten

allan har fanget en fisk

Gæster på besøg… Yir… endelig….

Efter den lille ferie var det meget tæt på at få gæster og besøg, hvilket var noget jeg har glædet mig til i laaaaang tid…. Sådan føltes det i hvert fald som om… Mandag og tirsdg på arbejdet var jeg meget overgearet og lidt ufokuseret…. Glædede mig som et lille barn til at få besøg af mine forældre og Allans storebror Jakob….. Det er bare noget andet når man kan vise ting frem i stedet for at man skal beskrive det hele… vi havde begge glædet os til at vise frem og vise hvad ens virkelighed er hernede…. Så jeg var en spændt lille pige de sidste par dage op til besøget…..

MEn endelig kom dagen og vi tog ud i lufthavnen i god tid… Men da vi kom derud var flyet forsinket i næsten en time så kunne stå og glo der…. Hanoi lufthavn er ikke så interessant kan jeg så fortælle, men jeg fik da rendt frem og tilbage fra toilettet et par gange, af nervøsitet… Det er lang tid at undvære sin mor…. hehe… men vi får endelig øje p dem ved bagagebåndet, og der kæmper jeg lige en gang med mine tårer… Det var så skønt at se min mor og far igen….. De var dog alle tre temmelig kvæstede efter en tur der ca havde taget dem 24 timer…. men allan og jeg havde lagt et stramt program hvor der absolut ikke var tid til afslapning de første par dage…. 

 

Det var sjovt at sidde i taxaen på vej hjem fra lufthavnen og høre dem sidde at snakke om alle de ting som de fandt sjove, som trafikken, husene, omgivelserne osv….. Kon til at tænke på at det nok er mange af de samme ting som jeg oplevede det første stykke tid og som jeg synes var vildt, men som jeg overhoved ikke lægger mærke til nu….. Det er jo bare sådan det er….. ved da godt når jeg tænker over det at det er meget anderledes hernede end det er hjemme i Danmark,… Men jeg ser det ikke rigtig i hverdagen…. Det kom rigtig til udtryk da vi skulle krydse vejen de første par gange… Min mor var noget nervøs at se på og var ikke meget for at skulle over vejen… Jakob nærmest løb og min far prøvede at ta det meget pænt… Allan og jeg synes nok bare det var sjovt…

Men det var rigtig dejligt at de er kommet…. og vi har brugt de sidste par uger på at besøge Sa Pa og Halong Bay…. Det har været nogle vilde oplevelser, nogle gode andre knap så gode… Men efter at være ved at v´miste mit temperament fuldstændig pga de ikke havde styr på noget som helst på vores tur til Halong bay, bestilte vi vores egen tur med båd, hvilket heldigvis resulterede i at vi fik fanget fisk, de var godt nok små, men vi fik da fanget noget, og vi fik snorklet lidt rundt og mest af alt fik vi set aber helt tæt på… Det var en fantastisk oplevelse,… De var så tæt på os og der var mange af dem… det var ret syret…

Sa Pa turen startede med et koldt rumlende tog i 10 timer hvor jeg ikke rigtig fik sovet meget, og jeg vågnede meget brat ved atvi pludselig var i lao kao som er endestationen… Så jeg fik hurtigt vækket de andre og vi fik hurtigt samlet vores ting sammen og styrtede ud af toget fandt vores guide og kom med den rigtige bus.. først så synes vi ikke helt det var så koldt som vi havde frygtet men efter en rystende og bumlende tur 30 km op ad bjergene var det pludselig ret koldt at stå ud af bussen i Sa Pa…. vi fik tjekket ind og gjort os klar til at tage ud på trekking…. Da vi skulle ud og trekke, mødte vi så Ngoc som jeg først troede var med som tolk til vores guide, men det var hun nu ikke… Hun var vietnameser, men opvokset i USA pga krigen… Hendes forældre havde været nødt til at flygte fra landet og var endt op i USA…. Men hun var meget direkte og snakkende hvilket er super fedt når man skal ud og gå 6 km samme og brude det meste af dahgen sammen… Forresten er det med de 6 km dybt løgn… tror guiden havde drukket af natpotten… turen var i hvert fald 11-12 km…. Men det var rigtig hyggeligt fordi hun kunne oversætte hvad han sagde og kunne fortælle historier som den vietnamesiske kultur i USA og om hendes opdragelse osv…. Det var rigtig fedt at høre om hendes syn på det… det var hendes første gang i vietnam, som 33 årig… MEn hun ville tilbage og se hjemlandet… HUn elskede det, og tror hun synes det var lidt fedt at se hvordan hendes liv kunne have været… Hendes forældre har ikke været i Vietnam siden de flygtede da de er bange for at blive taget til fange… Hendes far var på en liste over stemplede mennesker.. Det er første gang at krigen og krigens følger for alvor er gået lidt op for mig,… Tænker jo ikke på Vietam som krig, men som et stille og fredeligt sted…. Men krigen har selvfølgeligt haft katastrofale følger for mange mennesker rundt om i verden….

 

Men Ngocy blev vores nye familiemedlem og vi har aftalt at når vi tager til USA tager vi oer og besøger hende og vi har inviteret hende til Danmark og så skal vi nok vise hende rundt… Hun var meget fasineret af den måde som vi forklarede at tingene fungerede på i Danmark…. Men det er skønt at møde nye mennesker og få andre perspektiver på livet….

Men det var lige et par enkelte højdepunkter fra vores besøg lige pt…

billeder fra ferien…

Stranden…

stranden med liggestole…

palmer…

hotellet og poolen…

små kyllinger til salg på markedet…

Frugt og grønt til salg på markedet…

havnen med bådene

endelig et billede af en lille gekko….

frugtbod på gaden…